Concertanten

Intens Messias med Camerata Øresund

Reklamer

Det er december, og København er propfuld af shopping, men heldigvis er der frirum! Et stort antal kirker ser sit snit til at få fyldt bænkeraderne ved at fungere som koncertsted. Et lidt anderledes bud på den slags er (selvfølgeligt) kirken på Blågårds Plads på Nørrebro, også kendt som Koncertkirken. Jeg holder mig normalt langt væk fra området af forskellige årsager, men fristelsen kan blive for stor: Vore lokale barok-helte Concerto Copenhagen har en noget yngre kusine, Camerata Øresund, der bød op til ”Händel on the Edge” i form af en minimalistisk udgave af Händels Messias opført af 14 musikere og 12 sangere. I spidsen for Camerata Øresund står Peter Spissky, der også er koncertmester i CoCo og ellers fordriver tiden med at fremme såkaldt historisk opførelsespraksis på den absolut fede måde – han er altid en fornøjelse at høre på, fordi han altid går til opgaven med liv og sjæl. Ethvert ensemble med ham som bidragsyder er værd at følge!

Koncerten

Det var fredag d. 12., og der var lovet stormvejr i København. Da det blev mørkt allerede ved frokosttid, begyndte jeg at checke, om koncerten måske blev aflyst pga vejret. Men nej, heldigvis mente Camerata Øresund, at deres publikum ville komme under alle omstændigheder (sandt nok, da en del af publikum var familie og venner). Jeg besluttede dog at ikke cykle og simpelthen gå derind, da faldende træer på Nørre Allé simpelthen er lettere at undvige til fods!

Velankommen, fandt jeg en bænkeplads. Tydeligvis var der fuldt hus i det smukke rum, hvilket altid giver en god stemning. Blandt publikum sås, udover altså familie og venner, den islandske ambassadør og familie, da Camerata Øresund lidt pudsigt inkluderer gode islandske musikere.

Ind myldrede musikerne – 3 førstevioliner, 3 andenvioliner, en bratsch, en cello, en bas, en lut, et cembalo. Det var det. Så kom ”koret”, der jo altså bestod af 3 personer per stemme, der også leverede solisterne undervejs. Absolut skåret ind til benet – jeg sidder i skrivende stund og ser/hører DRUO’s opførelse en uge tidligere med noget, der går for at være en lille besætning, og som dog inkluderer mere end dobbelt så mange personer. Det skulle blive spændende, dette!

Vi sætter i gang – vanlig stil fra Spissky og venner: liv og sjæl så blodet springer! En tenor fra koret stiller sig på scenen – hele koret sidder ned bag orkesteret og træder op på scenen men stadig bag orkesteret, når der skal synges. ”Comfort ye”, indeed! Herfra går det slag i slag, og vi i publikum lever med. Det er personligt, det her! I første del før pausen glæder vi os – vi loves gode tider og godt hår, så at sige. Når en solist skal synge, træder et medlem af koret frem – sommetider deles recitativ og arie af to personer fra den stemme. Eneste undtagelse er basstemmen, hvorfra kun 1 optræder som solist. Det er så til gengæld Jacob Bloch Jespersen, endnu en lokal helt. Resten af flokken er vagt genkendelig fra diverse sammenhænge i det københavnske musikliv – jeg gav op at gætte navne og CV, så listen er nedenfor.

Det var en af de koncerter, hvor pausen absolut er til for de medvirkendes skyld – publikum kunne have blive siddende et par timer endnu! Endeligt kom vi i gang igen– og så lige et tip fra barokstilen: vibratorløse violiner kan faktisk godt sitre! I anden del er der jo mere drama løs. Første solist bliver Nana Bugge Rasmussen med en fuldstændigt uafrystelig ”He was despised” – vi led, gjorde vi! Så var niveauet ligesom lagt. Solister kom og gik, koret udlagde teksten, og instrumenterne sang.

Nej, jeg kan ikke genfortælle den yderst intense fremlægning – tid til dommen.

Dommen

Som sagt sidder jeg i skrivende stund og ser DRUOs absolut helt anderledes udgave af Messias. Samtidigt har jeg en udsendt ”medarbejder” i form af en slags kollega, der er til Den danske Strygekvartets (og venner) og Mogens Dahls Kammerkors opførelse af Messias. Og lidt uventet lyder det som om, sidstnævnte udgave er en smule tættere på min oplevelse fredag end den ret sterile udgave, som DRUO opførte som sin sidste egentlige koncert som klassisk orkester i DR regi. Af disse tre udgaver er de to relativt normale, i den forstand at de er reducerede udgaver af ”den store” klassiske udgave af Messias for stort orkester med 4 solister og et tilpas stort kor. Begge udgaver virkeligt gode og ganske interessante.

Camerata Øresunds udgave var bare helt anderledes. Til dels fordi grundlaget er folk med en lidenskabelig interesse for oprindelig opførelsespraksis, og dels på grund af kombinationen af tid og sted, der fortættede atmosfæren betragteligt. Der kunne have været en stemning af fætterkusinefest over det hele, men det var der slet ikke. Tværtimod var der en dybt professionel og dybt dedikeret tilgang til musikken. Jeg kunne mærke, at det samme ensemble havde opført samme værk et par dage i træk – det var strømlinet og dog meget, meget personligt.

Musikerne … Et par velkendte ansigter fra Concerto Copenhagen, men også en del fra det øvrige miljø af barokenthusiaster i Øresundsområdet. Vi var omtrent på niveau med CoCo, syntes jeg. Tæt og intenst spillet med uhyre stor lydhørhed overfor hinanden og sangerne. De tilkommende to baroktrompeter (ventilfri) og pauker (Patrick Raab fra KglKapel og CoCo) tilføjede lidt ekstra, men dette var en aften for strygere og cembalo. Lige netop cembalisten har jeg dog problemer med –den små Marcus Mohlin er en finfin cembalist, men jeg bliver rundtosset af at se ham hoppe rundt på taburetten. Resten var virkeligt topklasse denne aften: violinerne dansede, continuogruppen satte en virkeligt ”mean” bastone.

Sangerne … Tja, hvad kan man sige? I Messias er koret stort og solisterne virkeligt vigtige. Hér var de to grupper sammenfaldende, og niveauet var forrygende højt på korsiden og måske en smule lavere på solistsiden. Til gengæld blev det virkeligt, virkeligt personligt: Hver solist trådte frem og fortalte sin historie. Det var meget, meget rørende. I Messias er tenorerne lidt svage, og det var de også hér. Sopranpartierne var til gengæld helt i top, Altsiden blev varetaget af 1 mezzo og to alter, hvilket var lidt sært. Man er så vant med at høre de solopartier med enten en mezzo eller, nutildags, en kontratenor, så at høre dem med en temmelig mørk og vibratoløs alt som Simone Rønn er en smule sært. Men det virkede, faktisk.

Alt i alt en fuldstændigt bedårende oplevelse. Eneste egentlige anke er selve programmet, der bestod af to dele, hvoraf anden del bestod af Messias’ anden del plus bassens store ”We shall be changed” fra den manglende tredje del for at gøre Jacob Bloch glad, måske. Bevars, han sang den virkeligt godt, men enten har vi tredje del med eller ej – jeg kunne godt have brugt den del, inlusive ”I know my Redeemer liveth”, selvom den jo afslører at værket ikke har meget med julen at gøre.

Dette var en meget personlig Messias, opført af professionelle musikere og sangere, der ikke kørte på rutinen. Selve den vibratoløse stil kombineret med det totalt fraværende korbrus gjorde dette til en helt anderledes oplevelse. Selv sammenlignet med nogenlunde tilsvarende opførelser, såsom dem med Øresund Barokesemble, som jeg oplevede et par gange med Kammerkoret Musica, var dette meget mere intenst. Jeg er slet ikke omvendt fra romantikken til barokken endnu, men Peter Spissky arbejder på det. Han var grunden til at min første live oplevelse af Messias blev forsinket 10 minutter, da han sad fast på vej over Øresund, den gang for 14 år siden. Denne gang var han klar fra begyndelsen, og det gjorde hele oplevelsen så meget bedre. Tak for det!

PS: Herunder rolleslisten, for én gangs skyld, da den ikke er tilgængelig på anden vis men virkeligt vigtig i denne meget personlige opførelse.

Camerata Øresund

Peter Spissky
Tinne Albrechtsen
Alison Luthmers
Ida Lorentzen
Jesenka Balic Zunich
Halla Steinum Stefansdottir
Rastko Rocnic
Joakim Peterson
Marcus Mohlin
Dohyo Sol
Sebastien Philpott
Liz Jones
Patrick Raab

Sangere

Eline Soelmark (fundstændigt vidunderlig “Rejoice”)
Hallveig Rúnarsdotir
Marta G. Hallorsdottir

<en dansk mezzo der stod ind for den sygeramte norske Karin Mulders>
Simone Rønn
Nana Bugge Rasmussen (som nævnt en fuldstændigt uafrystelig ”He was despised”)

Leif Aruhn-Solén
Christian Damsgaard
Eyjólfur Eyjólfsson

Jacob Bloch Jespersen
Johann Dornwald
Hafsteinn Thorólfsson

Reklamer

Reklamer