Kammermusikalsk Mahler med australsk accent

Wagner og Mahler havde ikke meget til fælles bortset fra en trang til det helt store orkesterudtræk. Så hvordan kan man spille Wagner og Mahler, når man er et lille kammerorkester og tilmed fra Australien? Vi et svar i Tivolis koncertsal i torsdags.

Koncerten

Australian Chamber Orchestra er på vej til Edinburgh og den berømte festival, og da Tivoli jo sådan cirka lige ligger på vejen mellem London og Edinburgh, så fik København altså en forsmag på det, man kan opleve i det skotske højland i de kommende dage. Det lille ensemble er berømt for at give et frisk bud på det meste, man kunne finde på at spille med et klassisk ensemble (se selv efter på YouTube). I denne måned har de en sjov blanding af koncerter med altså Wagner/Mahler, en kabaret med lige så australske Barry Humphries, og en gang Mozart med den vidunderlige pianist Elisabeth Leonskaja. Det er da alsidighed, ikke?

Jeg ville springe denne koncert over, for ugen er fuld af Copenhagen Opera Festival (herom senere) og Copenhagen Summer Festival (herom senere). Men altså … en kammermusikalsk udgave af to af mine yndlingsværker lokkede:

• Wagner: Siegfried Idyll
• Mahler: Das Lied von der Erde (arr. Schönberg)

Altså en appetitvækker med noget af den smukkeste musik overhovedet, efterfulgt af 6 sange afsluttende med verdens måske længste Lied med det mest rystende tema: afsked med livet. Den skulle synges af Alice Coote, og 3 af de andre sange af tenoren Stuart Skelton – og det fik mig afsted til Tivoli!

Synet af en mere end halvtom koncertsal mødte de stakkels musikere, da de kom ind: To violiner, en bratsch, en cello, en kontrabas, og en spinkel stribe (indlånte) blæsere. Richard Tognetti løftede buen og Wagners sitrende indledning til sin morgengave til konen listede sig forsigtigt ud af strygerne. Det lød mere som avantgarde end som højromantisk musik i de første par takter, så sagte blev der spillet. Men musikken listede videre, en obo blandede sig, et par klarinetter sang med, hornene trak lange linier, og pludseligt kunne vi genkende Wagner. Det var sjovt, for den morgen, hvor denne musik blev spillet allerførste gang, var det jo netop en strygekvartet plus det løse. Hér var vi på en måde tilbage ved rødderne med hele det 20. århundredes traditioner skrællet væk, så kun musikken stod tilbage. Smukt og sart!

Das Lied von der Erde kaldes ofte Mahlers forsøg på at undgå at skrive en 9. symfoni. Men det er et langt symfonisk værk ikke desto mindre. Første og næstsidste sang er drikkeviser og synges helst af en tenor med knald på stemmen og en solid sans for humor. ACO havde altså kapret Stuart Skelton og skulle forsøge at overdøve ham i den første, tempofyldte sang. Hans sans for humor kender jeg ikke, men Skelton er en meget fysisk sanger, og dog måtte selv han åbne for det helt store spjæld, for det lille orkester spillede til. Sangen starter med et brag, og bliver på højden hele vejen. Det kræver sin sanger! Så var der mere sanselighed over Alice Cootes sange, selvom hun i modsætning til Skelton klamrede sig til sine noder. Klædt i en smuk sort silkekjole listede hun os ind i en indre verden, hvor livet gør ondt, og hvor smerten føles lige så stærkt som tvivlen. Oboen sang med, og klarinetten klukkede. Strygerne filede løs, og jeg savnede slet ikke det store symfoniske udtræk. Flot!

Dommen

Det var på mange måder en ekstremernes aften. Generelt holder jeg meget af, når et kammerorkester tager fat på de store symfonier, så som hedengange DRUO og Adam Fischers Livlige Ludwig. Men ACO tager lige et skridt til: Aftenens opstilling var groft sagt en strygekvintet og blæsere, hvor mange kammerorkestre ofte stiller med 10-15 strygere. Det gør en forskel! Strygerne var virtuose men ekstremt tætspillende og hele tiden aktivt lyttende til hinanden. Det var en stor oplevelse rent visuelt at se hvordan stemmerne hoppede fra instrument til instrument, fordi der jo kun var 1 instrument per stemme. Stærkt spillet!

Som sagt var Siegfriedidyllen næsten ikke til at genkende og lød helt utroligt nutidigt. Men det virkede ikke helt rigtigt for mig, der savnede at kunne svømme væk på Wagners lange strenge.

Den samme orkestersammensætning (plus to pianister og lidt slagtøj)  fungerede langt bedre i Mahler, sært nok. Ikke kun fordi instrumenterne buldrede løs, men fordi de mange skift i temaer og melodier blev understreget af musikernes livlige spil. Sangene går på skift i stemmetype og indhold, og Skelton og Coote brillerede med stemmepragt og indsigt.

Jeg har oplevet Lied von der Erde i den store udgave med DRSO engang, og det lød helt anderledes. Bedre? Nej, men heller ikke mindre godt. Udgaverne for stort og lille orkester er meget forskellige, og denne aften var en rigtigt god aften i Tivolis koncertsal. Bare ærgerligt, at resten af byen ikke fandt vej ind i salen, for de gik glip af stor musik spillet stort af et lille orkester.