Kammermusikalsk weekend med Beethoven

Jeg indrømmer gerne at være stor fan af Beethoven, men hans kammermusik er stadigvæk noget, jeg øver mig i. Så denne weekend var lidt af en luksusudgave, da jeg fik hele to omgange med Beethovens kammermusik.

Slut på Arild Kvartettens serie af Beethovens strygekvartetter

Strygekvartetter er egentligt ikke lige min kop te, men der er nogle komponister, der har skrevet så vidunderlig musik for lige netop to violiner, en bratsch og en cello, at jeg har måttet overgive mig til formatet. Beethoven er en af disse komponister, og i år har to meget forskellige ensembler kastet sig ud i at spille alle hans strygekvartetter. Den danske Strygekvartet (DSQ) opførte dem kronologisk under deres årlige festival i oktober, men den måtte jeg (igen) springe over på grund af mit arbejde. Til gengæld har jeg været til 3 ud af 5 koncerter, hvor et andet ensemble har opført kvartetterne: Arild Kvartetten. 

Jeg faldt for Arild Kvartetten med et brag og ved et tilfælde for en del år siden, da den består af musikere, jeg ellers hører som en del af henholdsvis Det kongelige Kapel og DR SymfoniOrkestret. De er pt Tobias Sneh Durholm, Johannes Søe Hansen, Stine Hasbirk Brandt og Ingemar Brantelid (og ja, han har en søn, der også spiller cello). Alle fire rigtigt fine orkestermusikere og med en lækker, varm, og dog stilren romantisk  lyd, hvadenten de spiller Beethoven eller Hornemann (find deres CD et sted, for den er rigtigt god!).

I anledning af ensemblets 10-års jubilæum har de altså spillet alle Beethovens kvartetter i 5 omgange af koncerter, der hver især bød på 3 værker med en tidlig, en sen og en af de midterste, så vi virkeligt har kunnet høre den musikalske udvikling i hver koncert. Det er jo stadig genkendeligt Beethoven, men ligesom med hans øvrige musik er der stor forskel på værkerne før og efter hans døvhed begyndte at tage overhånd. De tidlige værker er umiskendeligt Beethoven men lige så tydeligt en videreudvikling af stilen fra Haydn og Mozart. Fra og med hans midterste periode er det Beethoven på Beethovensk, så at sige, for han bryder alle regler.

Den slags tænker jeg sjældent over, når jeg lytter til Beethoven, men netop fordi Arildisterne valgte at spille en kvartet fra hver af perioderne, blev det så tydeligt.

I søndags var de så kommet til den sidste koncert, der fandt sted i Balkonfoyeren på Det kongelige Teater, hvor vi sad tæt på de gyldne stole for at fange hver en tone og hvert et kast med hovedet.

Programmet:

  1. Beethoven: Strygekvartet i B-dur, opus 18, nr. 6
  2. Beethoven: Strygekvartet i F-dur, opus 135
  3. Beethoven: Strygekvartet i C-dur, opus 59 nr. 3

Lutter dur og dermed idel lykke og lyse nætter, eller hvad? Nej, selvfølgeligt ikke. Opus 18 er et relativt tidligt bestillingsværk på 6 kvartetter, og musikken er god og meget mere end blot underholdning. Opus 135 er et pudsigt punktum, da denne sidste kvartet er mindre “sær” end de to foregående og især opus 131, men (synes jeg) første og fjerde sats er gakket nok til at lyde som den sure gamle mand, der dog tror på lyset bag perleporten, om man så kan sige – det er over noderne til denne fjerde sats, at Beethoven skrev de mystiske ord “Muss es sein? Es muss sein!”. Rasumovsky-kvartetterne i opus 59 er fra en uhyre produktiv periode og sprudler af virkelyst og energi, synes jeg – meget Beethovenske i form og stil med deres insisteren på at “tale sandt”.

Nok med historieundervisningen – hvad med koncerten? Jo, den var god! Det var lidt sært at være i det gamle teater, uden at der var en forestilling på vej. Der var altså kun os koncertgængere og musikerne og en håndfuld andre, og det gav en sjov lejrstemning, der passer Beethovens intense musik rigtigt godt. Især, måske, når den spilles så rent og intenst, som den blev af Arild Kvartetten. Medrivende, begejstrende, smukt!

Dahlia String Trio med venner

Jeg har nævnt før, at der er en halvhemmelig koncertforening,
 der giver koncerter et par minutters gang fra min gadedør henne i Unitarisk Kirkesamfunds kirke på Dag Hammarskölds Allé. Jeg synes, I alle burde købe billet til mindst én koncert, for det er både hyggeligt, sjovt, og på et meget højt musikalsk plan.

I fredags var der koncert med Dahlia String Trio, der er et ret nyt ensemble men med prøvede kræfter fra Det kongelige Kapel (og pt Odense Symfoniorkester): Emma Steele, Sune Ranmo, og Dorothea Wolff. Tre spændende musikere, der fandt sammen i forbindelse med en kgl. kammerkoncert i 2017 og er ved at skabe noget rigtigt spændende sammen.

Programmet:

  1. Mozart: Sonate for klaver og violin i B-dur, K 378
  2. Beethoven (yes!): Strygetrio i D-dur, opus 9 nr 2
  3. Mendelssohn Bartholdy: Strygekvintet nr. 2 i B-dur, opus 87

Første punkt på dagsordenen var altså en violinsonate, der er mindst lige så meget en klaversonate. Vidunderlige Emma Steele har netop haft en såkaldt Spotlight Koncert på det Kongelige sammen med den fine pianist Galya Kolarova, og herfra plukkede hun denne sonate til aftenens koncert. Den er smuk med sin vekslen mellem fokus på violin og klaver, og Steele’s stærke tone legede tagfat med Kolarovas energiske fingre – resultatet var smukt og medrivende.

Derpå altså weekendens første Beethoven værk, i dette tilfælde et relativt tidligt værk og dog en af de sidste strygetrioer, han skrev. Måske brugte han det lidt mindre format til at øve sig på, inden han kastede sig over det mere avancerede format for strygekvartet, som nogle påstår. Det ved jeg ikke noget om, men strygetrioer er tit mere harmoniske efter min mening, fordi der (jo) helt grundlæggende er 1 af hvert instrument. Det giver et mere fokuseret register, synes jeg, men sagkundskaben siger noget i retning af, at strygekvartetter er Formel 1, mens strygetrioer er en mere almindelig sportsvogn. Altså  meget mere avanceret end en normal bil, men dog ikke så sofistikeret som de der lavtflyvende køretøjer, drengene ser søndag eftermiddag i TV.

I hænderne på Dahlia er det et ganske moderne værk, der strækker vore kræfter i alle mulige retninger. Smukt spillet og med en andante-sats, der var meget bevægende. Bravo til denne trio for en renfærdig og spillevende Beethoven!

Desværre har jeg døjet med et knæproblem, så jeg måtte trisse hjem i pausen og undvære strygekvintetten af Mendelssohn, hvor Dahlia skulle have fået forstærkning fra Kapellet. Jeg er sikker på, at jeg gik glip af god musik mere end vel udført, for sådan er det hos Østerbro Koncertforening – hver gang.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.