Stabat Mater, nu af Dvorak og sunget af Københavns Kantatekor

Jeg har skrevet om dem før, og budskabet er det samme denne gang: Find vej ned forbi Københavns Lufthavns landingsbaner, for i Store Magleby er der en smuk kirke med et akustisk spændende kirkerum, og dér giver Københavns Kantatekor et par koncerter om året, og dem skal du opleve mindst én af! Også selvom du måske ikke er så meget til kormusik eller klassisk musik som sådan, men du kender helt sikkert nogen, der er god til at synge, og måske giver det dig point hos dem, hvis du sådan lidt henkastet nævnte, at du lige smuttede til Store Magleby i søndags og hørte et stort kor, nogle fine solister, og et godt orkester opføre Dvoraks Stabat Mater.

I min omgangskreds giver den slags dog ikke bonuspoint, for mine venner ved udmærket godt, at jeg er en meget enthusiastisk koncertgænger, omend lige Store Magleby Kirke som lokation ville komme bag på de fleste af dem, da jeg sjældent bevæger højere end postnummer 2300 for at høre god musik. Men i søndags var jeg altså nede syd for landingsbanerne (postnummer 2791), for Kantatekoret skulle opføre et værk, som de selv roste til skyerne, og som ikke sagde mig en dyt. Så hvorfor? Fordi jeg var nysgerrig, og bare sådan fordi.

De postede et par smagsprøver på Facebook, og jeg har tilladt mig at låne et link her: https://www.facebook.com/Kantatekor/videos/2205320859783360/

Koncerten

Himlen var blå, fuglene sang, og jeg cyklede ad Englandsvej til Store Magleby på en smuk forårsdag. Inde i kirken var man ved at pudse de sidste ting af, og mens de smukkeste toner lød derinde fra, satte jeg mig på en bænk og lod mig bage igennem af solen. Havde Kantatekoret virkeligt ret i, at Dvoraks Stabat Mater er noget, alle bør høre? Jeg mener, Dvorak er jo sådan en lidt aparte komponist, der er sådan lidt ud over det hele og dog ikke specielt flittigt spillet. En række symfonier, hvoraf nr. 9, Fra den ny Verden, er stort set den eneste, der spilles. En cellokoncert. Nogle slaviske danse. Og så operaen Rusalka, der også er overdådigt bömisk-tjekkisk. Men en messe med tekst fra den latinske tekst om Maria, der stod ved korset og så sin søn dø for menneskeheden?

Men jo, den er god nok, for på grund af en personlig tragedie, da alle tre børn døde inden for relativt kort tid, valgte Dvorak at finde en form for svar eller terapi i musikken, og besluttede derfor at skrive et Stabat Mater. Han flyttede rundt på teksten, så det passede til hans behov, og resultatet er smukt i både tone og sprog. Mens jeg skriver disse ord, er Kantatekoret ved at gentage succesen inde på Strøget i Helligåndskirken, så hvis du ikke er dér, så er du igen gået glip af noget smukt.

I søndags sad vi altså på bænkeraderne i den omtrent samtidige Store Magleby Kirke. Koret med assistenter stod tæt om alteret og et pænt stykke ned forbi de første bænkerader. Dér sad så violinerne højt hævet med resten af det til lejligheden sammenstykkede orkester mellem sig og alteret. Effekten var sjov , især fordi koret stod blandet i stedet for med hver stemme i en gruppe for sig, mens orkestret dels svævede over vandene (violiner) eller steg op fra dybet som i en orkestergrav. Dermed blev effekten, at korets musik lød med alle stemmer kommende fra alle retninger, mens orkestret dannede en søjle af lyd i midten. Og det par gange, orglet så legede med, fik vi effekten af musik fra helt bogstaveligt alle retninger.

Dagens solister var klemt inde mellem dirigent og publikum. De var en del af trækplastret i sig selv:

  • Julie MeRaa Albertsen
  • Hanne Fischer (mmmm!)
  • Niels Jørgen Riis (som jeg aftenen forinden havde oplevet som Cavaradossi i Tosca, så jeg var positivt overrasket over, at han havde stemmen i behold)
  • Henning von Schulman

Albertsen havde jeg hørt masser af godt om men ikke hørt endnu. Nu ved jeg, at hun har en ualmindeligt fin, lys sopran med masser af smidighed, og jeg glæder mig rigtigt meget til et genhør. Fischer er jeg (jo) altid glad for at høre, Riis noget mindre, men von Schulman vandt jo mit musikalske hjerte efter en fin Figaro. Basstemmen i Dvoraks messe går dybere end Figaro, men dybden har han rigeligt af på den gode måde.

Musikerne var jo altså hentet fra forskellige steder i det storkøbenhavnske musikmiljø, herunder ikke mindst Copenhagen Phil (gys for et navn, altså!), så niveauet var højt lagt. Jeg så også et par dejlige musikere fra det mere løse marked, og sammen med koret blev der under dirigent Torben H.S. Svendsen lagt sikkert fra land med den svævende smukke første sang om moderen ved korset. Og gennem den næste times tid vekslede vi mellem solister alene, kor alene, og solister og kor sammen. Og hele tiden med orkestret svævende under sangen.

Godt så, men hvordan var oplevelsen?

Konklusionen

Jo, den er smuk, denne Stabat Mater. Den er ikke rørstrømsk, salvelsesfuld, eller overpyntet. Musikken er slet ikke så nationalromantisk bömisk, som så meget af Dvoraks musik. Den er langt mere centraleuropæisk med elementer fra både nord og syd for Alperne. Det er stryger-intensivt med både træ- og messingblæsere til at sætte meget mere end blot kulør på. På min musikstreamingtjeneste kan jeg finde en indspilning med Philippe Herreweghe, Collegium Vocale Gent, og blandt andet skønne Florian Boesch som bassolist. Den søndag eftermiddag var vi måske ikke helt på samme niveau, men (lidt) mindre kan altså også gøre det – og så er liveoplevelsen jo per definition bare altid bedre end nok så fin en indspilning, når først vi kommer over et vist kunstnerisk niveau. Og Kantatekoret, deres solister og dagens orkester er temmelig langt over det niveau.

Denne eftermiddag var jeg nok allermest overrasket over musikken, for den var både ny og sært genkendelig. Helt specifik 5. sang, Tui nati vulnerati, gjorde, at jeg satte mig ret op – dén sats kender jeg, så måske jeg har hørt værket et eller andet sted før? Den er rigtigt dejlig med sin vuggende gang i både kor og orkester. Teksten er såre alvorlig, da den beder Maria dele sin døende søns kvaler med os. Men ih, hvor det lød vuggende smukt og forførende den eftermiddag!

Jeg havde valgt en plads cirka halvvejs nede for at kunne høre det hele nogenlunde egalt, og det var en god idé. Jeg fik hele bredden i koret, og igen fordi de stod blandet uden stemmeopdeling, så lød de mere diffust, end da jeg hørte dem sidst. Med diffust mener jeg, at alle stemmer kom fra overalt, og det er ment som en ros. Det er et helt andet musikalsk udtryk, og det passede så smukt til Dvoraks musik, der også på en eller anden måde er både diffus og specifik på samme tid. Sikke en styrke i de enkelte stemmer, det må have krævet!

Konklusionen er, at det er et dejligt værk trods den dystre baggrund, og jeg skal høre det igen. Det blev så ikke i aften i Helligåndskirken, men Svendsen og Kantatekoret fik mig overbevist om, at jeg godt kan tage Dvorak alvorligt og ligefrem nyde hans musik uden at føle mig poppet. Det afsluttende Amen skal leveres dybtfølt som en tak, tror jeg. Vi fik en stor, bred og glad udgave, fuld af det solskin, som vi kunne skimte udenfor ruderne, og det virkede da helt passende. Et Amen til tiden, måske? I hvert fald var det en smuk dag med et smukt indhold, og hvis jeg ikke havde skullet cykle hele vejen hjem igen, så havde jeg måske stadig siddet på den kirkebænk og tænkt over livet, døden, og fornøjelsen ved musik, der beskriver begge dele.

Tak til Kantatekoret for invitation til denne smukke koncert, selvom I jo ikke bestemmer over vejret, trods alt. Og til alle læsere, så følg med på kantatekor.dk, hvor deres koncerter bliver annonceret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.