Den unge Händel, nu med sofa

Øresundsregionen er stuvende fuld af folk med interesse for og/eller talent for såkaldt historisk opførelsespraksis, når det kommer til præ-romantisk musik, herunder de store klassiske værker af Bach og Händel. Det er vi mange, der nyder godt af, men indimellem dukker der værker eller opsætninger op, som slår benene væk under selv de mest hårdføre, og sådan en blev jeg udsat for i fredags på Det kongelige Teater: Händels Il Trionfo del Tempo e del Disinganno, til lejligheden oversat til Tidens og Visdommens Triumf.

Det er på den ene side et udpræget ungdomsværk, skrevet i Händels unge år i Italien, og oprindeligt har det været en lang og småkedelig forestilling, hørt med vore ører, da det oprindeligt blev skrevet som et oratorium og var stuvende fuld af religiøse allegorier og retrygget moral. På den anden side er det et modent værk, da Händel skrev det om flere gange, senest på højden af succes i London i 1757, hele 50 år efter uropførelsen i Rom.

Men i denne opsætning af Ted Huffman er der strammet op over hele linjen, og vi er landet på 2½ time med en fantastisk fortælling om indsigt og nydelse. Premiere i København 3. april 2019 (som i første gang overhovedet) med en god håndfuld opførelser, hvorpå opsætningen nu er flyttet til Malmö Opera, hvor den igen går to gange her i påsken 2019. Og kære skåninge og andre i området: Den skal I se!

Operaen

Nja, det er jo strengt taget en scenisk opførelse af et oratorium, altså et koncert-værk med visuelt indslag. Men der er en rigtigt scene med rigtige kulisser, de optrædende har kostume på, og orkestret sidder nede i pitten. Og dermed krydser vi grænsen til en slags opera, efter min mening.

Fyldet nede i graven er på begge sider af Øresund tilmed Concerto Copenhagen med Lars Ulrik Mortensen som dirigent, Fredrik From som koncertmester og stjernen bag fabelagtige viloinsoli, og Markus Molin som organist til at understrege den små-kirkelige stemning undervejs.

Oppe på scenen stod en slags kasse på forscenen med en baggrund af træpaneler. Foran denne væg af paneler stod en kvinde, der repræsenterede Skønheden. Hun blev sunget af sopranen Mary Bevan, som jeg nu er fan af.

De øvrige sangere er Caitlin Hulcup (mezzo) som Nydelsen, Sonia Prina (alt) som Visdommen/Indsigten, og Joshua Ellicott (tenor) som Tiden. Prina har jeg oplevet i et eller andet før og er meget, meget begejstret, mens de andre tre alle var nye bekendtskaber. De blev ledsaget af to kvindelige og to mandlige dansere, der giver fysisk udtryk for den stakkels Skønheds tvivl, overvejelser og oplevelser.

Og så har de selskab af verdens længste sofa. Den er blå og bliver kørt hen over scenen på et transportbånd, mens de medvirkende sidder på den, går på den, ligger på den, ser undrende på den. Fabelagtig brug af sofa!

Se en forsmag her: https://www.youtube.com/watch?v=YfX2kQeX0EQ&feature=youtu.be

Dette billede er tyvstjålet fra Malmö Operas hjemmeside men kom oprindeligt fra Det kongelige Teater, hvor man dog har fjernet siden fra deres navigation (grrr) og i øvrigt gjort det virkeligt svært at linke til deres opsætninger og deres mange billeder (grrrrrr). Jeg ville virkeligt gerne bare referere til deres grafik, men det kan man desværre ikke længere. Men altså, på billedet ser man Skønheden og Nydelsen med to dansere – og den blå sofa.

Billede oprindeligt fra kglteater.dk men idag koperiet fra malmoopera.se

Konklusionen

Køb billet til udgaven i Mamö her: https://www.malmoopera.se/iltrionfodeltempo! Jeg når det nok ikke selv, men jeg vil meget gerne.

Dels er musikken skøn hele vejen igennem – velklingende og ualmindeligt lækkert fremført af orkester og sangere. Og dels er opsætningen interessant i sin skildring af forskellen mellem at fokusere på her-og-nu og at fokusere på den lidt længere horisont og dermed på viden og forstand.

Det er jo altså italiensk sang og musik anno 1707, så der er lange arier med mange gentagelser og udsmykninger, og det kniber gevaldigt med egentlig handling. Men hvad gør det? Mary Bevan var skøn som den vaklende Skønhed, der bliver sat på hård oplæringskurve undervejs. For når det nu er så skønt at dyrke nydelsen her-og-nu, hvorfor overhovedet lytte til tiden?

Tjo, det skal man, for så får man indsigt i ens egentlige mål i livet, hvilket for lige netop denne unge kvinde åbenbart er mand og børn. Mjo, det kan man så tænke sit over på cykelturen hjem igen.

Til operaintroduktionen fortalte man om brugen af kastratsangere dengang, og hvordan der blev leget med køn i samtiden. Det bliver der jo stadig i dag, og til at omgå manglen af kastratsangere til at lege med køn, har Huffman valgt, at alle fire dansere det meste af tiden ligner Skønheden med paryk, kostume og maske, mens Nydelsen er blevet en kvinde (en dyb mezzo, Caitlin Hulcup) og Visdommen, altså Sonia Prina, er klædt på som et androgynt væsen.

Jeg tænkte mindre på kønsroller og mere på de krav, der stilles til sangere nutildags. Jeg har skrevet om det før i sammenhæng med Wagner, men det samme gælder Händel og andre værker: Den tid er forbi, hvor en sanger kunne stå fast på scenen, vifte lidt med hænderne, og i øvrigt blævre med sine 400 kilo (for nu at sætte tallet lidt vel højt). Udover at have en atletisk stemme, skal de fleste sangere i dag også have en atletisk krop for at kunne leve op til de krav, diverse iscenesættere måtte have.

I denne opsætning skulle Mary Bevan tilmed klæde sig selv af og hengive sig til et erotisk orgie, alt imens hun sang et væld af koleraturer. Dét kræver sin sopran! På samme måde skulle Caitlin Hulcup give en forprøve på det, der nogle år senere blev til verdens bedste mezzo-arie, mens hun lå på ryggen og døde. Arien er i dag kendt fra operaen Rinaldo og hedder Lascia ch’io pianga, men her hedder den Lascia la spina og handler om at fjerne tornene og blot plukke rosens blomster. Tja bum bum, men det giver mening i sammenhængen.

Det er en smuk opsætning, denne, sangerne er umanerligt gode, og CoCo spiller, så englene nynner med. Fabelagtig vellyd, jeg nynnede hele vejen hjem, men jeg er stadig ikke færdig med at tænke over værket. Måske jeg ændrer mening på et tidspunkt, men foreløbigt er det noget nær det bedste sceniske værk, jeg længe har oplevet i kategorien “tidligt 1700-tal”. Opstramningen klæder værket, der fremstår yderst relevant for os i dag.

Smukt! Og tak!

PS: Den fredag aften blev forestillingen optaget af DR P2. så formodentligt bliver den sendt i radioen på et eller andet tidspunkt – hverken Det kongelige Teater eller DR har skrevet et ord om det, såvidt jeg kan se. Men Mattias Hammer sad i damelogen med mikrofon foran sig og tekniker ved siden af sig, og der var mikrofoner over orkestergraven. Det så jeg tydeligt fra min uvante plads i kongesiden – og her er et sløret billede fra min telefon i pausen, hvor jeg sneg mig hen over kongelogen og nuppede dette endnu mere uvante view:

Det kongelige Teater, 12. april 2019, set fra 1. etage.

På billedet kan man ikke se ansigterne, men det var CoCo i stærk opstilling, og resultatet var medrivende og givende.

One thought on “Den unge Händel, nu med sofa

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.