Isolde og Tristan på en søndag

Det kongelige Teater opfører sjældent Wagner-værker disse år, da det er en relativt dyr fornøjelse, og riget fattes som bekendt penge. Men at de vil og (stadigvæk) kan, kan vi i ny og næ opleve ved kapelkoncerter. I denne sæson har man tænkt nyt og opfører Wagners store kærlighedsopera Tristan og Isolde koncertant men semi-scenisk – en genistreg, da man sparer på kulisser og den slags og i et eller andet omfang kan trække på husets egne kræfter, tilsat lidt ikke-for-dyrt-købt ude i den store verden. Lyder det beregnende? Jovist, men derfor kan oplevelsen for publikum og de medvirkende stadig være god. Jeg ville i hvert fald ikke gå glip af den oplevelse!

Koncerten/operaen

Det kongelige Kapel sad oppe på scenen, da det jo var en koncertant opførelse. Kapellets smukke koncertskal var sat ind på scenen som baggrund, og over en bred trappe bag messingblæserne hang en fuldmåne. Det var stort set scenografien, bortset fra fire aflange kasser i siddehøjde forrest på scenen. Bum!

Fuldmåne, orkesterskal, trappe og et sløret Det kongelige Kapel under opvarmningen.

Operaen hedder jo Tristan og Isolde, men rækkefølgen af navnene giver ikke rigtigt mening for mig undtagen som en historisk reference. Tilmed nævnes Tristan altid først på rollelisten, hvilket stadigvæk ikke giver mening for mig. Min mission er ikke feministisk her – det handler for mig om, at Isolde har de fleste og fedeste minutter/timer med sang og drama, og dermed basta. Tilmed lukker hun ballet efter 4½ time med et brag af en arie, der i sig selv har gjort operaen kendt og ikke så få sopraner verdensberømt. En af dem er danske Ann Petersen, der bragede igennem med sin Isolde i Aarhus for knapt 10 år siden, og som jeg oplevede i samme opsætning i 2012 og straks blev fan. Jeg har været dybt betaget af hendes krystalklare stemme og dramatiske talent lige siden. For tiden er hun tilknyttet Det kongelige Teater som medlem af Operaens solistensemble, heldigvis.

Men hun havde godt selskab på scenekanten, for der var fint besøg i form af Christopher Ventris. Se rollebesætning og andet grej her – og køb billet til sidste opførelsen 14/11-19!

Denne søndag eftermiddag hang fuldmånen altså over scenen, der var stort set udsolgt på og foran scenen, og ude i havnen lå såmænd en tysk fregat ved Toldboden som for at minde os om, at historien om Isolde og Tristan har historiske rødder tilbage fra overgangen fra romertid til tidlig middelalder i Europa, en tid, der i Danmark og Norden betegnes som germansk jernalder og vikingetid. Det var altså en urgammelfortælling, som Wagner samlede op og broderede videre på – der er ikke megen overlap mellem grundfortælling og libretto, for Wagner ville fortælle en historie om kærlighed til og forbi døden. Han var på det tidspunkt forelsket i sin mæcen Mathilde Wesendonck og (lidt groft formuleret) filosoffen Schopenhauer med lige lidt forstand på begge dele. I hvert fald kom denne opera på tværs af arbejdet på Nibelungens Ring og havde som sidespor musikken til fem af Mathildes digte, som vi nu kender som Wesendonck Lieder. Netop de sange dukker op hist og her undervejs i operaen, måske især i anden sats, der jo er dels romantisk og dels besat af døden. Min yndlingsudgave af grundfortællingen dukker op i en bog om Merlin af Mary Stewart (forfatteren, ikke dronningen, som jeg plejer at sige), og er helt, helt anderledes. Men jeg medgiver gerne, at Wagners udgave også er en god fortælling, hvis blot man undlader moralen og dermed ikke drømmer om at søge døden sammen med sin elskede. Læs gerne om værket i Henrik Nebelongs uforlignelige analyse, men oplev værket alligevel.

Musikken er nemlig god nok i sig selv, og operaen er fremragende. Den begynder med ansatser på den dybeste streng hos celloerne, der fører til en uforløst akkord i træblæserne, den såkaldte Tristan-akkord, der så fiser ud i intetheden i form af oboens herostratisk berømte gis-a-ais-h. Dette gentages, forhøjes og opløses i et af Wagners fineste forspil, der netop gør det, Wagners forspil gør så godt: Sætter scenen for den handling, der ikke udspiller sig på scenen men nede i orkestergraven. I dette værk afsluttes forspillet i den allersidste akkord 4½ time senere, hvor Isolde er død sin Liebestod og orkesteret endeligt kan sætte den perfekte akkord. Fabelagtigt komponeret som én stor spændingsbue!

Med T&I var Wagner nået ind i det, vi nu kalder hans sene og mest avancerede periode, hvor han (afslutter Siegfried og) skriver T&I, Götterdämmerung, Mestersangerne og Parsifal, der alle er langt mere eksperimenterende og langt mindre romantiske rent stilistisk end de tidligere værker. Når jeg sammenligner mine to yndlingsværker, Tannhäuser og Parsifal, er udviklingen hos Wagner ikke til at tage fejl af. Dog er T&I lidt anderledes på grund af hans daværende, nærmest demonstrative og sandsynligvis ikke-fysiske kærlighedsforhold til Mathilde Wesendonck, og hans stigende betagelse af mystiske bevægelser, herunder Schopenhauers filosofi.

Men alt det er flintrende ligegyldigt for den, der oplever T&I første gang. Ved siden af mig den søndag var nogle personer, der sandsynligvis aldrig har hørt om Schopenhauer eller læst et bogstav af Henrik Nebelong. Det var en lille gruppe af folk med en eller anden diagnose, som folk på min alder stadig har det med at gruppere som ”udviklingshæmmet”, hvilket ikke er korrekt i 2019. Men de var der, og de havde en stor oplevelse. I hvert fald forstod personen lige ved siden af mig handlingen, var dybt bekymret for både Isolde og Tristan, og meget betaget af musikken. Bravo, for nogenlunde sådan havde jeg det den dag i Aarhus i 2012, hvor jeg oplevede værket første gang! Det er jo det, opera kan: Bringe folk sammen om en uforlignelig oplevelse.

Men altså, forspillet gik i gang, og bagest på scenen, under uret, gik Tristan og Isolde forbi hinanden. Han forsvandt igen, mens hun kom ned på forscenen. For sådan er denne opsætning – baggrundsfortælling på bagscenen, inklusive hyrde og tilhørende engelskhorn, hovedfortælling på forscenen. Det betyder, at sangerne synger et par meter eller ti fra os i parterret, og hold da helt op, hvor det gør indtryk! At have Ann Petersen til at få Isoldes småhysteriske teenageoprør til at gjalde i ørerne på så kort afstand, er temmelig vildt, kan jeg nu afsløre. Hanne Fischers Brangäne plæderede indtrængende stort set lige foran mig, så mine krøller igen måtte blafre. Ingen af dem er det, nogle kalder ”skrigere”, tilmed, men vildt var det! Heldigvis skiftede forgrundshandlingen mellem at finde sted i den ene og den anden side af scenen, så alle på de forreste 10 rækker kunne få up-close-and-personal oplevelsen.

Tristan kom trissende ned ad trappen og forholdt sig lidt tøvende til Isoldes anklager. Men så blev de jo enige om at drikke dus, så at sige, og det gjorde de så…. Koppen var usynlig, men effekten i musikken var næsten fysisk. Bum, siger det, og verden er pludseligt anderledes.

To pauser og 3 timers musik senere faldt Isolde sammen over Tristans lig, men Ann Petersen rejste sig og sang glansnummeret over alle glansnumre om Isoldes fornægtelse af et liv uden Tristan og troen på, at de kan være sammen på den helt perfekte måde efter døden. Bum!

Concertanten siger

Jeg kneb tårer, gjorde jeg! En for Tristans sidste ”Isolde”. En for Isoldes gispende og gysende ”Mild und leise”. Og den tredje (og måske en ven eller to) under Kapellets sidste tilbageholdte tone. For det var smukt, det var vedkommende, og det var medrivende.

Temmeligt groft sagt er første akt 100% Isolde, anden akt 60% Isolde, 30% Tristan og Isolde og 10% opgøret med Marke, og tredje akt er 70% Tristan og 20% resten og 10% Isoldes Liebestod, hvor hun jo altså synger temmelig længe om, hvor fantastisk livet efter døden vil være med ham, kvajet, der begik selvmord hele to gange. Det er næsten ufatteligt fjollet i min hjerne, men ih altså, hvor jeg er pjattet med værket alligevel. Her foregik som sagt handlingen på forscenen, mens baggrund og sidefortællinger fandt sted oppe på trappen under fuldmånen. Som eksempel er vi i tredje akt på den forfaldne borg Kareol i Bretagne, hvortil den tro tjener Kurnewal har ført den døende Tristan, så denne kan (helbredes af Isolde eller) dø på sit fødested. Tristan og Kurnewal småsnakkede på forscenen (altså sang højt og længe), og oppe under månen holdt hyrden, Jacob Andersen, udkig, mens Rixon Thomas spillede den vidunderlige solo for engelskhorn. Du kan ikke se, hvor smukt det var den aften, men du kan se en video, man lagde på Facebook, hvor Rixon Thomas spiller stykket. Effekten var meget, meget fin den aften.

Samme Jacob Andersen lagde effekt til ved at synge operaens allerførste strofer efter forspillet oppe fra lysbalkonen, tror jeg, for det lød som om, han stod højt bag mig. Jeg er meget begejstret, når rummet bruges fuldt ud, som da Mariss Janssons lod messingblæsere blæse fra samme lysbalkon. Smuk effekt og nydeligt sunget af den unge Andersen.

De to kvindelige sangere fik det største bifald og fortjente det også. Ann Petersen er uforlignelig i rollen som Isolde og portrætterer hendes udvikling fra tøsefornærmet til hengiven i kærlighed som ingen anden. Hvad hun kan sige med sin stemme helt uden ord, er helt vidunderligt. Wagners libretto er jo lige så fuld af lag som hans musik, og det giver udfordringer til sangerne. Man skal kunne udtrykke noget andet end ordene, mens man synger, og se dét er en kunst. Hanne Fischers stemme har udviklet sig helt vildt de seneste år, og hendes Brangäne var vældigt flot. Det eneste, der trak en smule ned, var, at hun under T&Is berømte duet ”O sink hernieder” ikke kunne lade Brangänes advarsler svæve bag T&Is sang. Det lød altså godt, men jeg havde sådan lidt fornemmelsen af, at det kunne have lydt mere som en baggrundsstemme, selvom Brangäne stod under fuldmånen.

Herrerne var som altid i T&I en blandet stab. Marke skal være markant men synger reelt kun et par minutter. Kyungil Ko var overbevisende både som ikke-talende person under fuldmånen og som konge, der skulle forsøge at tale sig ud af det blodige rod til allersidst. Hans eneste handicap var, at jeg dengang i Aarhus hørte en fremragende Marke, sunget af hvad-hedder-han-nu-søn-af-anden-finsk-bas. Jeg husker ikke navnet, men han var virkeligt fremragende dengang i 2012 og et referencepunkt for mig – for opera skal (jo) opleves live, fordi det virker bedre. Eigils Silins var en lidt skummel kammerat men med en flot stemme, især under hans forklaringer i tredje akt. Men det springende punkt er Christopher Ventris’ Tristan. Nogle anmeldere har været decideret utilfredse. Det var jeg ikke på aftenen, men jeg var afventende. Og i tredje akt holdt hans Tristan op med at forholde sig sådan lidt ironisk afventende og erklærede sig selv som tilhænger af fatalisme og liv-efter-død. Ventris’s Tristan levede, da han døde, så at sige, og hans sidste, henåndede ”Isolde” sad lige i skabet IMO. Hulk! Og fint understøttet af Kapellet.

Fabelagtigt spillet af Kapellet i det hele taget under ledelse af Lothar Koenigs. Det er en marathonopgave for musikerne, men ih, hvor de levede op til det! Fremragende og vedrørende hele vejen Fortjent ekstrafremkaldelse af Rixon Thomas (engelskhorn) og Livio Russi (kontrabasklarinet, tror jeg), men musikerne fik fortjent aftenens mest bragende bifald, for det lød perfekt. Vi klappede og klappede, men til sidst måtte vi tage hjem. Jeg med cykel, andre med havnebus og metro, og atter andre med bil. Og for en gangs skyld blev jeg ikke cyklet agter ud af et par medlemmer af Kapellet, der bor i mit nabolag, for de fejrede forhåbentligt en vellykket operakoncert med kollegerne.

Det vil være nogle læsere bekendt, at jeg ikke har det fjerneste mod nedskaleret scenografi og koncertante opførelser af operaer, ikke mindst af Wagners værker. Men også andre har givet udtryk for, at setuppet med Kapellet på scenen, en fuldmåne i baggrunden og ellers blot sang, musik, og scenisk drama er voldsomt vellykket. Jeg kan kun opfordre tvivlere til at skaffe sig en billet til sidste opførelse 14. november – og alle andre bør også gøre det! I sparer flybilletten til et operahus et sted i verden, så benyt jer endeligt af muligheden! Det er ikke den allermest opførte opera, så igen: 14. november, venner!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.